Tourrettes-sur-Loup
Tourrettes-sur-Loup er en af Cote d'Azurs smukkeste og mest velbevarede middelalderbyer.
Den nærmest hænger på klipperne, hvor husene danner en bymur og dermed
forsvarsværk.
Byen ligger ca. 14 km fra kysten, 5-6 km fra Vence, og til Nice lufthavn er der kun
22 km. Tourrettes er tæt på alt, ikke mindst naturen, med vilde slugter og brusende vandfald,
dejlige vandrestier, hvor man kan møde hyrder med flokke af får og geder, der nipper af den
vilde timian.
Landsbyen er utrolig ægte og charmerende med sin lille kirke bygget på romerske
fundamenter, sine små snoede gader med pittoreske velbevarede huse, værnet om gennem
generationer og favoriseret af det milde klima.
Mange kunsthåndværkere har til huse i byen og et herligt liv udfolder sig omkring byens
torv med små restauranter og caféer. Der sludres hos slagteren, bageren og købmanden eller
på det lille ugentlige marked, og når vintersolen lokker de gamle koner frem på
bænkene langs kirkemuren, fordriver mændene tiden på boulebanen.
Hører man til de mere sportslige findes der tennisbaner og rideklub. Golfbaner og skiterræn nåes
indenfor henholdsvis en halv og halvanden times kørsel.
|