|
Turforslag
Turen i bil fra Danmark til Provence giver en oplagt chance for en overnatning eller flere i Alsace.
Man kan ikke undgå at forelske sig i området med dets perlerække af små idylliske
vinbyer, smukke venlige bjerge, historiske mindesmærker, lunde med frugttræer, skove der bugner
af vilde bær, svampe og masser af vildt, små floder og søer med ørreder, sandart og gedder,
gårde med snadrende ænder og frodige urtehaver, der hviler en fred over Alsace, selvom man overalt
bliver mindet om krig og stridighed, og så er der jo vinen.
Traditionen tro gør vi altid stop i Kaysersberg i hjertet af vinområdet Haut-Rhin. Vi bor hos familien
Kohler på Hotel Constantin, de har også Hotel de Chateau lige overfor kirken. Chateau er et ægte
familiested med varme og hygge, uændret gennem årtier.
Her mødes lokale, glade turister og handelsfolk over ét måske to glas vin og et solidt måltid til fornuftig pris.
Det er et herligt sted at vågne op med blod på tanden til at gå på opdagelse i vinen og gastronomien.
Choucroute er obligatorisk, men valget er svært hvis der er Baekeofa på menuen, en alsacisk ragout på fem
slags kød, marineret i vin, med kartofler og diverse grøntsager. Navnet stammer fra den tid hvor man om morgenen
på vaskedagen afleverede den fyldte terrin hos bageren på vej til arbejdet i vinmarken, så blev den i ro mag
tilberedt på eftervarmen i bageovnen (baekofen) og var klar ved middagstid.
Hôtel Constantin
C&D Kohler
10, rue du Pére Kohlmann
68240 Kaysersberg
Tlf. (+33) 3 89 47 19 90
Fax (+33) 3 89 47 37 82
www.hotel-constantin.com
reservation@hotel-constantin.com
|